Ny lov mod dobbeltuddannelse får mig til at genoverveje mit studievalg

Dobbeltuddannelse skal ikke længere være en mulighed

Ifølge ny lov mod dobbeltuddannelse skal du ikke kunne tage en bachelor på samme niveau eller lavere end den, du har. Hvis du har taget en professionsbachelor som pædagog, så vil du i fremtiden ikke kunne tage en bachelor i psykologi. Nej. I stedet skal du stavnsbindes i den uddannelses- og karriereretning, du valgte, da du endnu ikke helt vidste, hvad du ville, da du gik ud af gymnasiet. Du skal stavnsbindes til en uddannelse, du valgte for at opbygge den perfekte kvote 2 ansøgning. Det var jo det, studievejlederen rådgav dig til, fordi du desværre færdiggjorde gymnasiet med et karaktergennemsnit, som ikke var højt nok til at søge ind på drømmeuddannelsen via. kvote 1.

I'm surrounded by idiots

Jeg bliver så sur på folkets vegne. Loven om at begrænse adgangen til uddannelser for dem, der allerede har taget en uddannelse på samme niveau eller lavere, er absurd og en dårlig samfundsmæssig investering for fremtiden. Jeg troede, vi var et land, som investerede i uddannelse. Ikke et land som frarøvede folk muligheden for at blive klogere.

Ork ja. Denne lov er måske en måde at undgå evighedsstuderende på, men har SU-reformen ikke allerede sat en stopper for det problem? Idéen i at folk kun skal kunne tage én statsfinanseret uddannelse, er sgu egentlig fornuftig, og jeg er helt enig i dette udgangspunkt, men hvorfor skal det gå udover de af os, som selv vil og kan finansere en ny uddannelse?

Vi bliver straffet for at skifte mening
og for ønsket om at blive klogere og dygtigere

Det er sørgeligt, at vi skal være et samfund, hvor dem, der ikke har karaktergennemsnittet til kvote 1 på deres drømmeuddannelse, men som inderligt brænder for et fag, og som går den ekstra lange vej for at opbygge en perfekt kvote 2 ansøgning, ikke længere skal have mulighed for dette. Studerende, der læser til socialrådgiver eller pædagog med henblik på senere at læse en bachelor og kandidat i psykologi skal åbenbart ikke længere have denne mulighed: De har jo en professionsbachelor, og gud forbyde, at de så fik lov at læse en bachelor i psykologi, som er en lavere uddannelse end en professionsbachelor, for at ende med en kandidat i psykologi. Vi ved jo alle sammen, at en socialrådgiver ikke tjener ligeså meget som en praktiserende psykolog, så hvor er det økonomisk fornuftige i dette aspekt på længere sigt?

can't even

Vi må åbenbart ikke videreuddanne os, for vi skal hurtigere ud på arbejdsmarkedet, så vi kan bidrage økonomisk til samfundet, og som studerende bidrager du åbenbart ikke (nok).

Jeg kender flere, som ønsker at læse til sygeplejerske med tanken om en dag at læse til jordemoder, men nej. Det skal åbenbart heller ikke længere være en mulighed. Gud forbyde, at man ønsker at skifte karriereretning. Regeringen forstår virkelig at låse folk fast i en bestemt uddannelse eller en karriere.

Jeg bliver sur på de studerendes vegne, som ligesom jeg, ikke har karaktergennemsnittet til at læse drømmeuddannelsen. Jovist, jeg kunne jo bare have knoklet hårdere i gymnasiet for at få bedre karakterer – eller kunne jeg? Måske var der nogle ting som gjorde, at jeg ikke formåede at levere 12-tal efter 12-tal. Og selvom jeg fik 12-taller, var det måske i fag, som slet ikke var relevante for mit kommende uddannelsesvalg, og derfor ikke kunne bruges i en kvote 2 ansøgning. Det er også lige meget, men nu er jeg da sikker på, at jeg ikke har muligheden for at ændre mening, hvis jeg fortsætter og gennemfører mit nuværende studie. Måske meningen med dette studie var at bruge den som adgangsbillet til en anden uddannelse. Men nej. Det går ikke. Man må ikke dobbeltuddanne sig.

Drop ud før det er for sent

Hvis du, ligesom jeg, er i det mindste tvivl, om du er landet på den rigtige hylde i uddannelsessystemet, eller ikke har overvejet dine muligheder efter gennemført uddannelse meget nøje, så bør du måske bruge julen til at overveje det en ekstra gang, for du skal helst droppe ud, inden du gennemfører, hvis ikke du vil låses fast og stavnsbindes til en karriere, du ikke havde gennemtænkt til fulde.

Det er sørgeligt, at vi skal straffes for at ændre mening eller at gå den ekstra lange vej til vores drøm ved at opkvalificere os. Det må forventes, at der vil komme flere frafald på uddannelserne og flere arbejdsløse, hvis regeringen fortsætter med at gøre det svært for borgerne at uddanne sig.

Jeg kan trøste dig med, at reglerne først træder i kraft for sommeroptaget 2017, og derfor ikke kommer til at påvirke dem, der blev optaget på en videregående uddannelse i vinteren 2016/2017. Skulle det ske, at dem der bliver optaget på en videregående uddannelse i 2017, gennemfører en uddannelse men fortryder, så no worries. Du skal bare lade være med at anvende din uddannelse på arbejdsmarkedet i mindst 5 år, og så kan du søge dispensation for at blive optaget på en ny uddannelse.
Du kan læse mere om begrænsningen af dobbeltuddannelse her.

Hvis du skal være ung og dum, begå fejl og lære af dem, så gør det INDEN, du starter på en videregående uddannelse

Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle dig, at du ikke skal være bange for at være ung og dum, at begå fejl og lære af dem, og det kan jeg til dels også, men vær’ ung og dum INDEN, du starter på en videregående uddannelse. Regeringen har nemlig lige gjort det lidt sværere for dig at skifte mening.

Skulle du have brug for at blive klogere på dit studievalg, så kan det være, du kan finde hjælp hos en studievejleder eller hos Uddannelsesguiden, men hvis du ligesom jeg ikke føler, at der er en uddannelse, der passer præcis til dig og dine drømme, så slå dig løs med et sabbatår eller fem, tag ud og rejs, oplev verdenen (jeg fortryder, at jeg ikke gjorde det i mine sabbatår), find inspiration, lær dig selv at kende og prøv dig frem. Vær’ ikke bange for at droppe ud, hvis studiet alligevel ikke er dig. Dit valg kommer højest sandsynlig til at forme resten af dit liv. Om du bliver færdiguddannet som 24 årig eller 30 årig betyder sgu ikke så meget, når du kigger tilbage på dit liv som 80 årig.

Fremtidig uddannelse – hvad vil jeg?

Ligesom mange andre unge, skal jeg snart indsende mine kvote 2 ansøgninger, mere nøjagtigt senest den 15. marts kl.12. På trods af et ellers tilfredsstillende og flot gennemsnit, er jeg er en af dem, hvis gennemsnit stadig ikke er højt nok til at komme ind på de fleste af de uddannelser, som jeg kan se mig selv i, og derfor bliver jeg nødt til at søge ind via. kvote 2. Sådan er livet, og selvom jeg er dybt uenig i vores uddannelse- og optagelsessystem, så er vi heldige i Danmark at have så mange og gode muligheder for at skabe en karriere.

Det er lidt med blandede følelser. Inderst inde føler jeg mig ikke klar til at læse videre. Jeg føler, at jeg mangler at opleve så meget af verden, før jeg for alvor kan begrave hovedet i studier. Jeg føler, at jeg mangler at få mere styr på mig selv, men spørgsmålet er, om man nogensinde bliver færdig med at lære sig selv at kende? Måske er det et evigt studie at finde ud af, hvem man er. Måske ikke, og måske er det bare fordi, jeg tvivler så meget på mine egne evner, at jeg siger sådan, men faktum er, at jeg lige nu og her, ikke føler mig helt klar. Og langt fra voksen nok til det ansvar, det indebærer at studere og blive “flytte hjemmefra, starte eget liv, egen karriere, bla bla bla”-voksen.

På den anden side glæder jeg mig. Jeg glæder mig til de faste rutiner og til at komme i gang igen, for faktisk føler jeg lidt, at man går lidt i stå på ens sabbatår. Jeg kan allerede mærke, at min hjerne er blevet mere sløv, og jo længere tid der går, jo sværere tror jeg, at det bliver at komme i gang med at læse igen. Meget går tabt, når man ikke holder det ved lige, men måske kommer det tabte ligeså hurtigt tilbage, som det forsvandt? I så fald vil jeg hurtigt få den tabte viden tilbage, for ligeså snart jeg fik studenterhuen på, jeg glemte alt om, hvad jeg havde lært i løbet af de 3 år på hhx.

Det mest frustrerende er, at jeg har en klar vision om, hvor jeg gerne vil ende karrieremæssigt, men spørgsmålet er: Hvordan skal jeg komme derhen? Hvad hvis jeg ikke kommer ind på nogle af de studier, som jeg søger ind på? Hvad gør jeg så? Og hvad, hvis det slet ikke er mig, når først jeg er startet? Hvordan kommer man fra a til z, hvis man ikke kender resten af alfabetet? Og når ja.. Hvad med det faktum, at jeg ikke føler, at nogle af de uddannelser jeg har fundet, helt præcist passer til mig, og det jeg gerne vil med mit liv i min fremtid? Kan én af uddannelserne alligevel skole mig i den rigtige retning, og hvilken ville i så fald være det bedste match?

Senest den 15. marts kl.12 er jeg et skridt tættere på slutmålet, men først skal jeg sætte de forskellige uddannelser i prioritet – hvilket betyder store beslutninger skal tages. Er førsteprioriteten på Copenhagen Business School, hvor mulighederne er flere og niveauet højere men tilgengæld langt væk fra familie og venner, eller er førsteprioriteten på Aarhus Universitet tæt på familie og venner men med færre muligheder? Og hvad med de andre prioriteter? Spørgsmålene og tankerne er mange, men i sidste ende går det nok alt sammen.

Sidder der andre, som kan nikke genkendende til ovenstående tanker og spørgsmål? Måske er du i den anden boldgade og helt afklaret med, hvad du vil?

At turde vove og tage chancerne der byder sig


“At vove er at miste fodfæstet for en stund

Ikke at vove er at miste sig selv”

At vove kan sammenlignes med at turde kaste sig ud i noget ukendt, nye udfordringer, nye omgivelser, opleve verden og danne egne indtryk. At vove er en vigtig del af din udvikling som menneske, men det er ikke altid en dans på røde roser. At turde vove handler nemlig også om at turde træde forkert og ikke at være bange for det.

I sommers kunne jeg kalde mig selv student og efter en hård folkeskole- og gymnasietid, hvor jeg næsten på daglig basis kæmpede med et forringet selvbillede, besluttede jeg mig for at tage et tiltrængt sabbatår for at få ro og tid til at bearbejde min psyke. Sabbatåret skulle (udover at tjene penge, spare sammen og rejse) bruges på at komme tilbage på rette spor, skabe en sundere tilværelse, finde ud af hvad jeg ville, og hvad mine drømme var for fremtiden – uden at stresse over ikke at kunne finde svar med det samme. Men som månederne gik, skete det ligesom bare ikke. Jeg var låst fast i samme dårlige boble ude af stand til at slå hul på den.

Da mine forældre i december måned spoilede en upcoming skilsmisse, og kort tid efter udmeldelsen træk det sagte tilbage, ville det være en underdrivelse at sige, jeg nåede at bearbejde chokket, sorgen og vreden (misforstå mig ikke, i dag er jeg selvfølgelig glad for, at de fortrød), men inden da stod jeg i dilemmaet: Hvem vil jeg bo hos? For når man som 19 årig ikke har råd til at flytte hjemmefra, ja så må man nu engang vælge, men det nægtede jeg. Derfor begyndte jeg at søge andre muligheder ved bl.a. at kigge på alternative jobmuligheder, som samtidig kunne understøtte mine fremtidige kvote 2 ansøgninger. Jeg var et sted i livet, hvor jeg stod ved en skillevej, og blev nødt til at vove: Vove at kaste mig ud i ukendt farvand – hvilket jeg gjorde. Den 29. december tog jeg til jobsamtale i København, og den 19. januar flyttede jeg ned til en dansk familie i Schweiz, hvor jeg nu arbejder som au pair. Jeg vil med garanti miste fodfæstet flere gange undervejs, blive usikker og nervøs – mit savn er blot første bump på vejen, men det er en del af rejsen – min rejse…

Man kan sige, at processen tvang mig til at turde vove. At turde bevæge mig ud af min boble og min komfort zone. Meningen med dette indlæg er egentlig bare at uanset, om du har en midtvejskrise i livet, føler dit liv er gået i stå, har svært ved at løsrive dig fra gamle vaner, så tag springet! Spring på livets tog, og tag de chancer, der byder sig – også selvom du måske finder ud af, at det alligevel ikke er noget for dig. Du greb chancen, og alene dét, kan være med til at prikke hul på din boble, og bringe dig tættere på dit mål. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, og det er sgu vigtigt at huske på.

Når savnet rammer #1

Savn. En ubegribelig størrelse. Den er ikke til at føle på, men alligevel føler man den så dybt indeni. At savne er tegn på kærlighed. En kærlighed der ikke helt kan udtrykkes fysisk eller verbalt, men som kommer til udtryk som en underlig størrelse i maven og brystet. At savne er at elske, og at elske i sig selv lyder jo umiddelbart ikke helt så dårligt. Det betyder, at du er i stand til at føle, men hvad gør man i det øjeblik, hvor man undertrykker disse følelser? Når man lægger skjul på dem? Gemmer dem væk og lader som ingenting, fordi du i sandheden ikke kan gøre noget ved dem? En dag kan du ikke undertrykke følelserne længere, og så er det, vandet koger over.

Det skete for mig i dag. Jeg var ude på en lang gå/løbetur. Den sædvanlige rute. Jeg gik op ad bjerget (ca. 2,5 km) og løb ned (ca. 2,5 km), så altså en tur på lige knap 5 kilometer. Der var bare noget anderledes ved turen denne gang. Solen stod højt på den skyfri blå himmel og ramte min porcelænhvide vinterhud. En dejlig rar fornemmelse. Men lige dér, op ad en – undskyld sproget – fucking hård bakke belagt med sne, ramte savnet mig. Egentlig ramte det mig nok før. Jeg savner hver dag, men mere på den der “ude godt, hjemme bedst”-måden, som man ofte får, når man er på ferie. Sandheden er nok, at det først rigtigt gik op for mig lige dér, at jeg skal være væk hjemmefra længe.

Familien, jeg bor hos, har familie på besøg, og når jeg står der som et ikke-familiemedlem, ja, så er det fandeme bare ondt-i-maven tårevædende jeg-vil-have-min-mor hårdt, når man inderst inde ville ønske, at moren der krammer sit barn, var min mor, og barnet var mig. Det tætteste jeg kommer på et kram, er dem jeg stjæler mig til fra børnene (et kram, der varer få sekunder, for det tager omtrent så længe, før ungerne får nok af mig og mine kram, og er videre til næste projekt). Selvfølgelig er det dejligt, og det er nogle virkelig skønne elskværdige unger, som jeg passer, men når nu det er dem derhjemme, jeg savner, så kan de kun trøste mig i et vist omfang, indtil vandet koger over igen og tårekanalerne trænger til at blive tømt ned i puden om natten, hvor ingen opdager min ensomhed og mit savn.

Jeg.. tud.. savner jer. Især i dag, lige nu i skrivende stund, men så er det godt, at min søde au pair familie har linet op med fredagssnold og dansk X Factor.